Menu
Irsk gin med rødder i den lokale natur & historie

Garnish Island Gin, An Dúlaman Gin & Santa Ana Gin

Tekst: Claus R. Hebor Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  - Fotos: Claus Hebor, West Cork Distillers, Sliabh Liag Distillers & Tourism Ireland


Gin er blevet en stor succes for mange irske destillerier, og som der eksperimenteres med i lige så høj grad som whiskey. Men som også skaber gode indtægter, mens deres whiskey lagrer de mange år i egetræs-fadene. Mange irske gins afspejler naturen i området, hvor man anvender de lokale planter og tang for at give den et helt unikt præg. Det er smagen af Irland i mere end én forstand. 
Garnish Island Gin er ikke tilgængelig i Danmark endnu, men An Dúlaman Gin og Santa Ana Gin kan købes i Danmark gennem Supervin.dk.

Én af de meget interessante irske gin er Garnish Island Gin fra West Cork Distillers i Skibbereen i det syd-vestligste Irland. Den er sammensat af Master Blender Deirdre Bohane, der blev inspireret af et besøg på den lille ø Garnish Island i Bantry Bay, som er et paradis af velduftende blomster og urter sammen med det salte Atlanterhav. Resultatet er en delikat, elegant gin, der afspejler den unikke, eksotiske karakter på Garnish Island.  Man dufter og smager aroma fra iris, rose og hibiscus, som flyder sammen med rosmarin, timian og naturligvis enebær. Gin´en er ikke filtreret og på 46%, så den naturlige blomstersmag virkelig kommer til sin ret. 
”Lige siden min barndom har jeg været interesseret i vilde blomster og urter, som vi indsamlede, og brugte i madlavningen sammen med vores blomster, krydderurter og frugttræer fra vores have”, fortæller Master Blender Deirdre Bohane, der startede på West Cork Distillery med kvalitetskontrol og testsmagning. ”Kort tid efter var jeg også ansvarlig for blend på fem forskellige gin”, fortsætter hun med et smil.
Garnish Island er en lille ø i Bantry Bay, som i slutningen af 1800-tallet blevet formet til en botanisk park, hvor lokale planter blev blandet med eksotiske træer, buske og blomster fra hele verden. Klimaet er subtro-pisk her, så palmer, farverige blomster og duftende planter fylder den lille ø, der ligger ubeskrivelig smukt i bugten, omgivet af bjerge. Det er virkelig et lille paradis, hvor man sejler til øen og al transport foregår til fods. Helt stille – og uendelig smukt.  
Det helt rigtige sted at nyde Garnish Island Gin er at sidde i det græske tempel, mens man nyder udsigten til Bantry Bay og Beare Mountains. 
 
Tang og det vilde Atlanterhav
En anden markant irsk gin er An Dúlaman Maritime Gin fra det lille Sliabh Liag Distillery i Donegal i det nordvestligste Irland. Den er krydret med fem forskellige arter spiselig tang som Pepper Dillisk og Dulce, der begge hedder søl på dansk (Palmaria palmata), som afspejler, hvordan man i området gennem århundreder har indsamlet tang til spiselig brug. På irsk hedder det ”draíocht na farraige”, som betyder ”magien fra havet”, og en Dúlaman er navnet på den, der indsamler tang. 
Dillisk bliver kaldt for havets trøffel, og kan kun indsamles ved fuldmåne, når der er ebbe. På hver flaske står hvem, hvornår og under hvilken månefase tangen er indsamlet. Derudover er der tilsat seks andre krydderier, herunder orangeskal, bløde krydderier, hav, salt og naturligvis tang, som giver en meget unik smag af umami. Præcis som man forestiller sig duften af kystlandskabet i Donegal med en krydret duft af tørv, blomster og Atlanterhav.
En ny variant er Santa Ana Gin, som er lagret i Rioja-tønder, som giver en let rosa gin med en spændende smag af bær og tang. Den er tappet ved ”navy strenght” på hele 57% til en meget kraftig, men blød og kompleks smag, der går fra umami over lakrids til citrusfrugter og bær. Gin´en er opkaldt efter skibet La Duquesa Santa Ana, der var et stort krigsskib i den spanske armada, der forliste i 1588 ud for Loughros Mor ved den hyggelige landsby Ardara.
Den flotte firkantede flaske er endvidere en tro kopi af flasker fra de mange spanske skibe i 1500-tallet, der forliste i det vilde Atlanterhav langs kysten ved Donegal. Endnu et eksempel på, hvor meget historien - og historierne - fylder i Irland.
An Dúlaman Gin og Santa Ana skal man nyde på toppen af Europas højeste havklipper Slieve League, mens man skuer ud over det vilde Atlanterhav, der bryder brølende ind over de grå granitklipper - og efterlader en duft af tang og salt krydret med duften af vilde krydderurter.
 
   
Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – maj 2020


.


An Dulaman Gin afspejler den barske natur i Donegal, hvor der fra klipperne ved Slieve League er en enestående udsigt over Atlanterhavet

Garnish Island Gin fra West Cork Distillers
 

Master Blender Deirdre Bohane har sammensat de fine smagsnuancer i Garnish Island Gin efter indtryk fra øen og dens eksotiske planter og blomster   
 

Garnish Island er drømmen om Irland, og gin´en af samme navn smager som den frodige, bløde og blomsterfyldte ø i Bantry Bay   
 
Den firkantede flaske og det forrevne søkort for-tæller om det spanske skib La Duquesa Santa Anas forlis ved Donegals kyst i 1588. Historien og historierne lever stadig her
 
An Dúlaman Gin er infuseret med tang fra Atlanterhavet. Det giver en helt unik smag, som stod man selv på kysten
Gå til top