Menu

irlandsrejser

  • Artikel Galtee Mountains

    På bjergvandring i Galtee Mountains

    Storslået natur midt i Irland ved den smukke Glen of Aherlow
    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Se opsat artikel i Børsens Rejsetillæg

    Der er gode muligheder for spændende bjergvandringer i Irland, og et mindre kendt område er Galtee Mountains ved den smukke Glen of Aherlow midt på den grønne ø. Bjergene kan nås med bil fra Dublin indenfor 2 timer og byder på mange vandreruter for alle aldre. Det særdeles smukt beliggende Aherlow House Hotel har bjergene i et vekslende farvespil som en widescreen underholdning dagen lang.

    Galtee Mountains, Co. Tipperary
    Det første møde med Galtee Mountains midt i Irland er et storslået skue af de høje bjerge indsvøbt i et rødgyldent lys af solnedgangen på vejen fra Tipperary til Glen of Aherlow. Selvom bjergene kun når op i knap 1000 m. højde føles det som at bjergene rejser sig som en mur over den meget grønne dal med frodige marker, små vandløb og de karakteristiske irske stenhuse.
    Målet var at bestige Galtymore, som med 919m er den højeste tinde i Galtee Mountains. Der er flere vandrestier derop – fra den nemme adgang sydfra, hvor man næsten kan køre i bil hele vejen og blot gå de sidste par hundrede meter mod toppen, til nogle lettere vandreruter langs bjergryggen og endelig den stejle og krævende opstigning af små stier på nordsiden.
    Den direkte opstigning skal man ikke gå alene, så jeg havde den lokale walking guide Michael Moroney med - en stovt 77 årig mand med en kondition, der kan tage pusten fra de fleste. Et bjerg på 919 m lyder måske ikke af så meget, men når man starter fra stort set grundniveau er der mange meter at klatre opad.

    Levende irsk historie
    Undervejs kommer man forbi Lough Currha, der ligger smukt med Galtymore tårnende over den stille bjergsø omgivet af forrevne klipper. Her er der mange huler, hvor oprørere mod englænderne samt i den efterfølgende borgerkrig skjulte sig, som Michael levende fortalte om. På den måde bliver Irlands turbulente historie meget nærværende - ikke mindst når man får fortalt, at der stadig er modsætninger mellem folk, som stod på hver sin side i borgerkrigen i 1922.
    Herefter går stien direkte op mod himlen, hvor selv fårene næsten må opgive. Vi startede i skyet vejr, så det var en befriende oplevelse at komme over skygrænsen, således at man pludselig stod i strålende sol fra en skyfri himmel. Selv i disse højder har befolkningen indtil for få årtier siden kravlet op for at grave tørv og bære det ned på ryggen fra bjerget.
    Længere fremme – højt oppe på bjerget - møder man en uendelig stenmur, som snor sig over bjergene for at adskille to grevskabers jagtrevir. Det omfattende og anstrengende bygningsværk, hvor millioner af sten blev samlet i bjergene, blev igangsat under kartoffelhungeren, hvor irerne blev tvunget til at arbejde på nyttesløse byggeprojekter mod lidt mad fra englænderne.

    Sol på toppen af Irland
    Fra toppen af Galtymore er der en storslået udsigt over den grønne dal Glen of Aherlow, som ved frokosttid er ved at blive skyfrit. På den ene side af Galtymore strækker landskabet sig fladt ned mod syd, mens man mod nord har en næsten lodret fald dybt ned til endnu en lille idyllisk bjergsø Lake Diheen.
    Under vores frokost på toppen med en absolut betagende udsigt til – synes man – det meste af Irland fortæller min guide Michael mange fortællinger fra Irlands historie og synger traditionelle sange, der fortæller om livet i dalen og bjergene.
    Intet er mere forfriskende end at drikke fra de mange kildevæld på bjergsiden med iskoldt, klart vand, som bare smager så meget bedre end den medbragte lunkne vand i den brændende sol - og heroppe i højderne mærker man den prikkende følelse af solen brænde på huden.
    Mange har den opfattelse, at det altid regner i Irland, men intet kan være mere forkert. Vejret er omskifteligt, men det bør ikke afholde nogen fra at tage til Irland, da vejret lige så ofte er smukt, lunt og solrigt. Hvis det alligevel regner en times tid, så er det jo trods alt en glimrende undskyldning for at besøge den lokale pub for en pint Guinness og en snak med de lokale.

    Eftertragtet hide-away i Glen of Aherlow
    Mange irske byer og steder har fået engelske navne, da englænderne forsøgte at udrydde det irske sprog (gælisk), men mange steder er de traditionelle irske by- og stednavne stadig i brug. Disse navne giver en følelse af at være i en anden tid i et eventyrland som i Ringenes Herre. Smag blot på et par af navnene i Glen of Aherlow som Lisvarrinane, Rossadrehid, Clonbeg og Slievenamuch. Det sidste betyder ”grisens ryg” og er navnet på et højdedrag, hvor Aherlow House ligger meget idyllisk med en enestående udsigt til Galtee Mountains henover dalen.
    Aherlow House Hotel er oprindelig en lodge, som efterhånden er ombygget til et hyggeligt country house med 29 værelser og 15 selvstændige ferielodges med køkken og alle moderne faciliteter. Netop den romantiske at-mosfære gør stedet til et eftertragtet hide-away for bryllupsselskaber bl.a. har sangeren Dolores O´Riordan fra den kendte irske rockgruppe Cranberries holdt sit bryllup her. Andre prominente besøgende er Richard Burton, som boede her under filmoptagelser i Irland. Et avisudklip i hotellets foyer vidner om, at han også var en flittig gæst i den indbydende pub med den smukke udsigt til bjergene. Med sædvanlig irsk, afslappet humor bliver Richard Burton beskrevet som ”a talent trapped inside a bottle”.

    Spirituel samhørighed med naturen
    Området gemmer også på andre oplevelser end Galtee Mountains. Ved St. Berrihert´s Kyle og hans hellige kilde får man et spændende indblik i irernes spirituelle samhørighed med naturen, som er årtusindegammel – og dog stadig lige levende i dag.
    Begge steder er gemt fuldstændig af vejen og overhovedet ikke afskiltet, så man skal have en lokal guide med, der kan vise vej. Efter et stykke grusvej skal man over et par marker før man kommer til en lille kølig lund med St. Berrihert´s Kyle. Det er en kirke med kirkegård fra 700-tallet, hvor kirken nu er forsvundet, men der er en kreds af sten med over 1000 år gamle indskrifter og relieffer. Stedet er stadig et helligt sted for de lokale, som kommer for at bede om helbredelse og at undgå ulykker – især på navnedagen for helgenen St. Berrihert 18. februar.
    Som et offer hænger man et lille stykke tøj eller en genstand op i træerne. Det er en tradition, der stammer tilbage fra før-kristen tid, som de første kristne har overtaget og videreført til i dag. Det minder om de nord-amerikanske indianeres hellige træer med tilsva-rende tøjstumper, og man kan ikke lade være med at reflektere over naturmenneskets ofte identiske forhold til naturen og dens kræfter. Måske bærer vi alle rundt på en urgammel og fælles spirituel samhørighed med naturen, som stadig ligger dybt i os.
    Men blandingen af før-kristen og kristen skik er også et godt eksempel på, hvor gode irerne er til at bevare de årtusindegamle traditioner og myter, blande dem med nutiden, og skabe den helt enestående irske kultur, som fascinerer alle rejsende til den grønne ø.

    1000 år tilbage i tiden
    Ved St. Berrihert´s Well bobler vandet op fra undergrunden i et 1,5 meter dybt og 20 m bredt kildevæld, som sammen med de omgivende træer og deres tøjstumper giver en følelse af at være 1000 år tilbage i tiden. Man ville overhovedet ikke blive overrasket, hvis der pludselig dukkede en række kutteklædte munke frem for at holde andagt ved kilden. Her er folk kommet i årtusinder, og intet er forandret..
    Der hænger flere krus på de skyggefulde træer til at drikke af det friske kildevand, som især helbreder forbrændinger og skoldninger. Vi var netop kommet ned fra Galtee Mountains, hvor solen havde brændt godt på arme og ansigt, så det var dejligt at få sig skyllet indvendigt og udvendigt i det kolde kildevand. Overleveringen siger i øvrigt, at vandet ikke kan koges eller opvarmes.
    Efter en lang bjergvandring kan man med god samvittighed følge i Richard Burtons fodspor med en kølig Guinness i pubben på Aherlow House Hotel med udsigten til det strålende farvespil, når solen går ned over Galtee Mountains.
    Med kun 2 timers kørsel fra Dublin lufthavn er Galtee Mountains og Glen of Aherlow et glimrende sted til en aktiv ferie med storslåede naturscenerier, dejlige vandreture og spændende kulturoplevelser.

    Claus Hebor Juni 2010 © Hebor, juni 2010 – må ikke kopieres eller distribueres uden tilladelse

    .


    Naturens fantastiske farvespil i widescreen - Galtee Mountains lyser rødt i den nedgående sol på vejen fra Tipperary mod Glen of Aherlow.

    På vej mod Galtymore, det højeste bjerg i Galtee Mountains på 919m.

    På Galtymore er vi over skyerne, som dækker Glen of Aherlow, men under frokosten brændte solen skyerne væk til en uendelig smuk udsigt over den grønne dal.


    Aherlow House Hotel er et idyllisk sted for bryllupsfester og et godt udgangspunkt for vandreture i Galtee Mountains.
     
    En levende tradition, der strækker sig tilbage fra før-kristen tid er at hænge små stykker tøj på træerne ved den hellige kilde for at blive helbredt for sygdomme eller for at undgå ulykker
     
    St. Berrihert´s Kyle er et offersted og kirkegård fra 700-tallet, som stadig anvendes af de lokale.
     
  • Artikel Sheeps Head

    Tír na nÓg eksisterer i Sheep’s Head...

    Til fods i den enestående kultur og natur i det sydvestligste Irland
    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Se opsat artikel i Børsens Rejsetillæg

    Drømmer man om at opleve den traditionsrige irske kultur og de mest betagende naturscenerier, så er Sheep´s Head det rigtige sted at tage hen. ”Man skal ikke rejse hurtigere end sjælen kan følge med” siger et indiansk talemåde, og en vandreferie i Sheep´s Head i Irland en glimrede måde at opleve landet på, hvor man får sjælen med.
    Det sydvestligste Irland er et af de mest spektakulære områder, der udfolder drømmebilledet af Irland med små stenhuse på grønne marker, får på vejene, bjerge og det blå Atlanterhav i baggrunden. Derfor er det også et af de mest besøgte områder i Irland, og Ring of Kerry – med rette udråbt som én af verdens flotteste kyst-ture – er en turistmagnet.

    Sheeps Head i West Cork
    Halvøen Sheep’s Head lidt syd for Kerry er derimod en langt mindre kendt perle og langt fra enhver turist-strøm. Man mærker uvilkårligt, at Sheep’s Head er en tidslomme, hvor fortid, nutid og fremtid ikke rigtig har nogen mening. Det smukke landskab ser ud som det har set ud i millioner af år, og livet går sin stille gang som gennem århundreder med kvæg- og fåreavl, fiskeri og et par små landsbyforretninger - købmand, restaurant, posthus, isenkræmmer og benzinstation i eet - samt naturligvis de meget lokale og særdeles hyggelige pubber. Ikke at det er gammeldags og utidssvarende, men blot at tiden - eller det nogle kalder fremskridtet - ikke har forandret meget her, og fremtiden kommer i det tempo, som passer ind.
    Tid er blevet det mest værdifulde og uopnåelige i vores stressede hverdag, og i Sheep’s Head får man tid forærende i rigt mål - tid til at nyde sceneriet, til at snakke med de lokale, til at tænke over livet og tid til at stresse helt af.
    Den eneste rigtige måde at opleve Sheep’s Head på er at vandre – nøjagtig som man har gjort i århundreder. De få veje er meget smalle, snirklede og hullede, og turistbusser kan slet ikke komme rundt på halvøen. Sheep’s Head har udviklet en række spændende vandreruter i forskellig længde – fra flerdagsturen The Sheep’s Head Way rundt om hele halvøen til kortere rundture af varierende sværhedsgrad. Halvøen har en række meget hyggelige B&B´s, og jeg blev indlogeret på det charmerende Farm Bed & Breakfast Hillcrest House i Ahakista med en formidabel udsigt, hvor indehaveren Agnes serverede hjemmebagte scones og te til en meget gæstfri velkomst.

    Til fods i Sheep’s Head
    Alle stier er godt afmærkede, men det giver en ekstra dimension at have en lokal guide med. Jeg havde derfor allieret mig med James O´Mahoney fra en familie, som har boet på Sheep’s Head gennem mange århundreder, og som kan fortælle, hvordan han selv har været med til det hårde arbejde med tørvegravning i bjergene. Desuden er han én af initiativtagerne til vandreruterne, og han gav mig mulighed for at vandre med forskellige lokale walking guides, som hver kunne fortælle deres beretninger om områdets historie og seværdigheder.
    Cahergal Loop er en rundtur tværs over halvøen, hvor man kommer over de lave bjerge og ud til den stejle nordkyst med udsigt til de høje bjerge på Beara Peninsula. Min guide var Helen, som undervejs fortalte om de mange ruiner af små stenhuse, som ligger på nordkysten. De fleste af disse stenhuse består blot et enkelt rum på nogle få kvadratmeter, og nogle har faktisk været beboet til op i 1950´erne. Helen fortalte således om hendes bedstefader, der havde besøgt Tadgh O´Shea i hans meget primitive cabhalae – stenhytte - i bjergene, hvor han levede som fårehyrde. Så langt tilbage i tid og udformning, men alligevel så tæt på vores tid. Mange af disse stenhuse ligger helt fortryllende smukt med udsigt over havet, men uden vinduer mod havet – ”en smuk udsigt kan ikke brødføde dig” var forklaringen for det handlede udelukkende om overlevelse i en hverdag underlagt naturens betingelser. Der ligger således flere nyfødte børn begravet i området, som er døde før de blev døbt, og således ikke kunne komme i indviet jord. I 1844 boede der 8.340 mennesker på Sheep’s Head, men kartoffelhungeren og den store udvandring betød, at der i dag kun lever ca. 1.300. På den måde får man en særdeles nærværende og stemningsbetonet indføring i Irlands barske historie med livsvilkår, som vi knapt kan forstå.    
    Ved den nedlagte kobbermine bliver stien til en smal afsats højt over Atlanterhavets frådende indigoblå bølger 50 meter under dig. Lidt længere fremme har en idérig mand i 1800-tallet hugget en 30 m lodret skakt ned til en hule, som havet har skabt. Idéen var, at det frugtbare havsand skulle skydes op gennem skakten af havet, men den uheldige fårehyrde, der skulle gå ind til bunden af hulen for at finde det rigtige sted til skakten, blev nervøs for at havet skulle komme og gik kun halvvejs ind. Derfor kom skakten til at ligge forkert, og projektet kom aldrig til at fungere, men imponerende at stå på en mark og høre havets torden langt, langt nede i klippen.

    Solbrændt i Irland
    En anden glimrende vandring går langs bjergryggen på midten af halvøen. Her når bjergene op i knap 400 m højde, men da de ligger tæt på havet giver det en vid-underlig udsigt til Mizen Head mod syd og Beara Pe-ninsula mod nord adskilt af det blå Atlanterhav - altid ens og alligevel forskelligt - og hvor man kan være heldig at opleve delfiner og hvaler. Guiden Stephan fortalte om dyre- og plantelivet, og om Ladies Well, som var en skjult klippeafsats. Her mødtes irerne hemmeligt til katolsk messe i ”penal times” i 1800-tallet, hvor englænderne med dødsstraf havde forbudt deres gudstjenester og sprog. Stedet udvirker også mirakler, og der er mange historier om handicappede, der har fået deres førlighed tilbage efter at have bedt 15 bønner og lagt 15 sten i en bunke ved brønden.
    Under hele mit ophold skinnede solen fra en skyfri himmel, og opfattelsen af, at det altid regner i Irland er stærkt overdrevne. Bare det at sidde på udsigtspunktet Seat of Finn på toppen af Seefin og nyde synet af det tidløse landskab og spise den medbragte sandwich efter en 4 timers bjergtur i strålende sol er betagende.
    Belønningen efter en lang vandretur er en kølig Guinness på den lokale Fitzpatrick´s Pub i Kilcrohane, hvor de lokale kan fortælle mange flere sande og opdigtede historier fra området.

    Fyrtårnet længst mod vest
    På Sheep’s Head skal man naturligvis ud til fyrtårnet på spidsen af halvøen. Jeg havde fået lov til at gå med fyrpasseren Jim Turbin, en stovt gammel mand, som var synlig stolt af sin trøje med fyrvæsenets logo på. Han kunne fortælle mange historier om skibsforlis og redningsaktioner, og selve fyret ligger helt fantastisk smukt på en lille klippeafsats højt over havet. Det giver en sær følelse i maven, når man ved, at næste stop mod vest er New York.
    På turen tilbage mod landsbyen Kilcrohane støder man på en del fortidsminder bl.a. en Marriage Stone med hul i, hvor de kommende ægtefolk stak hænderne ind igennem og afgav deres ægteskabsløfte, og som man faktisk også kan opleve den dag i dag.
    Med udsigt til de smukke Cliffs of Dooneen, som også er udødeliggjort i en traditionel irsk sang, endte vi passende nok hos den lokale Irish Country stjerne Mary Daly på pubben i Bay View Inn. Udover at være indehaver af stedet giver hun gerne et nummer i pub-ben og arrangerer levende musik hver lørdag året rundt. Imponerende i en by med blot 200 indbyggere. Her møder man også de helt uimodståelige karakterer, som man efterhånden kun finder i yderste afkroge af Irland. Finbar ligner kaptajn Haddock på en prik, og han har så mange utrolige og usandfærdige søhistorier med meget overraskende vendinger, at man føler sig hensat til en havneknejpe for århundreder siden.
    Bantry Bay ved foden af Sheep’s Head er med rette blevet kaldt én af de smukkeste bugte i Irland, og med en kort sejltur kommer man til den lille ø Whiddy Island. Her bor 20 mennesker, en masse køer og endnu flere får samlet omkring  een pub. Landskabet er en mosaik af indigoblåt hav, kløvermarker med den ubeskriveligt grønne farve, som kun findes i Irland og granitgrå bjerge. Tiden er ligeså nærværende her, hvor der er flere forhistoriske ringforte, fæstningsværker fra Armada-tiden og en tilgroet kirkegård med gamle, skæve gravsten.
    Whiddy Island er et lille stykke paradis, hvor tiden ikke sætter sine spor. Undervejs mødte vi en ældre dame, som var i gang med at grave køkkenhaven. James bad mig skyde på hendes alder, som jeg mente var i begyndelsen af 60´erne, men James fortalte, at hun var 82. ”Men hun drikker også 4-5 Guinness om dagen, så holder man sig frisk”, som James forklarede.

    Tid er relativ i Sheep’s Head
    Selvom man kun har været her få dage, så føler man, at man har oplevet utrolig meget. Det kan kun være fordi alle sanser bliver stimuleret i overmål. Livet bliver utrolig meget rigere, når man mærker solen brænde i huden og duften af tørv i næsen, mens man bøjer sig ned og mærker klipperne - formet gennem årtusinder af hav, vind og sol til bløde granitpuder med grønt mos - for at smage det krystalklare, kolde kildevand til en baggrundssymfoni af søfugle og Atlanterhavets blå bølger, der hamrer ind i de skarptskårne klipper. Man bliver eet med naturen.
    Nu sidder jeg og ser solen gå ned i Atlanterhavet i et farvespil uden lige, som den har gjort det i årtusinder – hver dag forskellig fra de andre og alligevel på samme måde. Tid er et relativt begreb i Sheep’s Head – fortid, nutid og fremtid flyder sammen i én stemning, som man lever sig ind i. Det er måske herfra, at irerne i deres mytologi har Tír na nÓg, som betyder ”landet med evig ungdom”, for det eksisterer stadigvæk hér. Og det er jo ikke det værste sted at være. Det er den følelse, man får ved at vandre i Sheep’s Head i det sydvestligste Irland – og man får sjælen med.

     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – juni 2010.

    .

     Tiden står stille i Sheeps Head - og det er vidunderligt at vandre mellem klipper og hav
     
    En af de få forretninger i Sheep’s Head, som er købmand, restaurant, isenkræmmer, postkontor og benzinstation
     
    Én af de mange ruiner af stenhuse, som ligger på nordsiden af Sheep’s Head og som minder om en hård tid med kartoffelhunger og udvandring
     
    Fyrtårnet på Sheep’s Head ligger ualmindelig smuk og afsondret, og er bestemt en vandretur værd
     

    Fyrpasser Jim Turbin fortæller historier om skibe og forlis på vejen til det smukke fyrtårn på Sheep’s Head 

    Vandrestien ved den gamle kobbermine slynger sig langs klippekanten.

    Pubben på Bay View Inn i Kilcrohane befolkes af områdets spændende karakterer som den lokale sangstjerne Mary Daly (tv.) og Finbar med kaptajnskasketten og de mange særprægede historier.

    Whiddy Island et er grønt paradis med får og køer, der har en betagende udsigt

  • Artikel Whiskey & Slane Castle

    Whiskey & rockmusik ved Slane Castle

    I 2015 åbner den adelige familie Conyngham det første familieejede destilleri i Irland i 50 år på Slane Castle. Investeringen er på næsten 100 mio. kr., og besøgende vil få en enestående oplevelse gennem at se fremstillingen af whiskey samt ikke mindst smage på de gyldne dråber. Vi har besøgt Lord Alex for at høre nærmere om baggrunden for det nye destilleri. 
    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Se opsat artikel i Whisky Magasinet

    Lidt nord for Dublin i den mytiske Boyne Valley ligger et af de mest markante slotte i Irland. Slane Castle har været i familien Conynghams eje siden 1701, hvor godset blevet overdraget til den protestantiske adelsfamilie efter det berømte slag ved Boyne, som endeligt knuste alle drømme om et selvstændigt Irland indtil 1900-tallet.
    I 1785 byggede Conyngham det nuværende Slane Castle, som har været i familiens eje lige siden. I dag er det 8. og 9. generation, der residerer på Slane Castle, nemlig Lord Henry Conyngham og hans søn Lord Alex.
    Begge har en brændende passion for whiskey og rockmusik, hvilket har gjort Slane Castle til en institution i både musik- og whiskeykredse.

    Nyt whiskeydestilleri og besøgscenter
    Hidtil har Henry og James blended og markedsført deres egen Slane Castle Whiskey med et blend af forskellige maltwhiskeys fra Cooley´s Distillery lidt nord for slottet, men nu har familien offentliggjort planerne for et helt nyt whiskeydestilleri på Slane Castle, som skal stå færdigt i 2015.
    ”Vi investerer 13 mio. euro (knap 100 mio. kr.) i et helt nyt destilleri og besøgscenter, som kommer til at ligge i de gamle staldbygninger fra 1700-tallet”, fortæller sønnen Lord Alex. ”Vi forventer at de smukke bygninger med både whiskeydestilleri og besøgcenter åbner i 2015 med op mod 50.000 besøgende om året.”
     
    Bæredygtig whiskey
    På godset Slane Castle producerer man årlig 2000 tons byg som sammen med det bløde vand fra Boyne-floden vil være hovedingredienser i det første familieejede whiskeydestilleri i Irland i over 50 år, der producerer, malter og destillerer deres egen byg.
    Det nye Slane Castle Distillery vil fremstille tre typer irsk whiskey: Pure Irish Pot still, Triple Destilled Single Malt og Grain Whiskey. Bæredygtighed er et nøgleord for destilleriet, som vil blive et af de mest grønne destillerier i verden. Udover egen produktion af byg vil varme og energi komme fra sideprodukter, således at forbrug at fossile energiformer begrænses mest muligt.
    ”Whiskey er en glimrede måde at skabe ”added value” på kornproduktion. Og whiskey-mash´en vil blive returneret til godsets kvæg som foder, som bliver ”the happiest cows on earth”, som Lord Alex fortæller med et smil på læben.

    Stigende marked i Danmark
    Idéen om eget destilleri har været der siden starten, og med den nuværende Slane Castle whiskey har familien fået opbygget et brand især i USA, som de vil forfine og udbygge med deres helt egen whiskey.
    ”Det er et voksende marked for irsk whiskey især i USA, Brasilien og Asien, men vi ser også stigende interesse i Skandinavien og Danmark. Vi vil satse på at producere ”small batch”, men til gengæld ligge i ”premium end” af markedet. Vores whiskey skal udtrykke det bedste af irsk whiskey med passion, autencitet og godt håndværk”, fortsætter han.

    Klar til besøg i 2015
    Et besøg på Slane Castle Distillery i 2015 vil starte med en helt ny video omkring slottets historie og whiskeyproduktion, hvorefter gæsterne kan følge destillationsprocessen trin for trin med alle sanser – man kan høre, dufte, se og røre den gyldne driks vej fra byg til velsmagende whiskey. Man vil også kunne besøge lageret med egetræstønderne.
    Naturligvis bliver der også lejlighed til at smage de forskellige whiskeys samt købe specielle udgaver af Slane Castle Whiskey samt andre lokale produkter. Det er dog først tidligst i 2020 at de første flasker, der udelukkende er produceret på Slane Castle Distillery er ved at være klar til salg. 

    De største koncerter ved Slane Castle   
    Slane Castle er også kendt for deres store rockkoncerter, som hvert år trækker op mod 100.000 publikummer til de største navne i verden som Rolling Stones, Bob Dylan, Bruce Springsteen, David Bowie og Queen. U2 har spillet på Slane Castle flere gange, og en stor del af albummet ”The Unforgetable Fire” er indspillet i en af dagligstuerne, mens bandet boede på Slane Castle. Videoen til ”Pride” er optaget i den gamle gotiske balsal, og når man ser de imponerende sale på Slane Castle, så forstår man bedre den storslåede musik, som præger dette album af U2.
    Jeg husker endnu suset i 1995, da jeg oplevede REM med opvarmning af de helt nye Oasis. Forsanger Liam Gallaghers flabede optræden fik en publikum til at smide en sten på scenen, hvilket øjeblikkeligt fik Liam Gallagher til at snerre: ”If you don´t like it, go fucking hang yourself”.
    Om netop den sætning bliver slogan for den nye range af Slane Castle Whiskey er nok mere end tvivlsomt, men rock og whiskey går perfekt hånd i hånd. Tænk at høre de største rocknavne og samtidig få en enestående whiskeyoplevelse i det nye destilleri på Slane Castle…

     


    Bemærk:
    Slane Castle er et af de steder, vi besøger på W&R Magasinets rundrejse til en række irske destillerier ”Whiskey, pubs & craic” fra 25. – 30. april 2014.
    Lord Henry Conyngham og hans søn Lord Alex åbner i 2015 et nyt whiskeydestilleri og besøgscenter ved det imponerende Slane Castle nord for Dublin
    Læs mere om rejsen på www.facebook.com/irish.event/events eller rekvirer udførligt dag-til-dag program hos Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    .

    Slane Castle er et imponerende slot i Boyne Valley, der er indbegrebet af irsk historie og mytologi.
     
    Lord Henry og Lord Alex har en brændende passion for whiskey og rockmusik, som giver spændende udviklingsmuligheder på begge områder.
     
    Det nye Slane Castle Distillery åbner i 2015 og vil producere tre typer whiskey: Pure Irish Potstill, Triple Destilled Single Malt og Grain Whiskey, som samtidig giver mulighed for forskellige blends.
     
    Indtil for nylig har Slane Castle whiskey været et blend af whiskey fra det kendte Cooleys Distillery, som nu er overtaget af amerikanske Jim Beam
     
    U2 er et af de utallige kendte bands, der har spillet på Slane Castle, og faktisk boede de på slottet under indspilning af ”The Unforgettable Fire”
     
    Under whiskeyrejsen i april 2014 vil vi blive inviteret ind i de imponerende sale på slottet for at smage Slane Castles helt egen whiskey.
  • Boann Distillery - Storytelling er den ekstra ingrediens

    Storytelling er den ekstra ingrediens på irske Boann Distillery

    Tradition, historie og storytelling har altid været en vigtig atmosfæreskabende ingrediens ved whiskey. En udfordring for stort set alle nye whiskeydestillerier, der i disse år åbner over hele verden. Det nye irske Boann Distillery, der åbner i efteråret 2017 i Drogheda, har formået at få sat en fascinerende historie sammen omkring de irske myter i Boyne-dalen, lokale råvarer og et ægte familieforetagende med passion for god whiskey.

    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Se opsat artikel i Whisky Magasinet

    Det første, man møder, når man drejer ind mellem grønne og gule rapsmarker fra hovedvejen ind til Drogheda, er det smukke syn af de tre glimtende kobberkedler gennem den store gulv-til-tag vinduesfront. Hele destilleriet er bygget til at give besøgende en smuk oplevelse af godt håndværk og oplevelse i stedet for et koldt industrimiljø. Deres mash converter og mash tun er udført i gylden irsk eg, som matcher de enorme egetræsspær i loftet. Og Boann Distillery er vist det eneste destilleri i verden med ægte italiensk marmor på gulvet.

    Whiskey-destilleri med tag-terrasse med botanisk have
    Boann Distillery består af selve whiskey-destilleriet, hvor de smukke kobberkedler præsenterer sig flot i de store vinduespartier, et mikrobryggeri til specialøl, samt et besøgscenter med rundvisning, restaurant, bar med 150 forskellige whiskeys og åben kamin samt ikke mindst en imponerende tag-terrasse med botanisk have. Uden tvivl et whiskey-destilleri udover det sædvanlige med mange forskellige oplevelser for de besøgende, som er helt i tråd med nutidens oplevelsesøkonomi.
    Boann Distillery er grundlagt af Pat Cooney, som er født og opvokset i Drogheda. En lille by med knap 20.000 indbyggere, der ligger smukt ved River Boyne knap 50 km nord for Dublin. 
    Modet til at starte et nyt whiskeydestilleri og mikrobryggeri samt det økonomiske grundlag kommer fra faderen Pat Cooney. Han har gennem 40 år opbygget firmaet Gleeson Group fra en lille uafhængig aftapper af sodavand og øl til en betydelig distributør af soft drinks, vin og øl med en årlig omsætning på mere end €300 mill. I 2012 blev firmaet solgt, da idéen om eget whiskeydestilleri samt mikrobryggeri tog form. Boann Distillery åbner først officielt i 2017, men allerede nu de første single malt whiskeys på markedet.
     
    Fælles passion for god whiskey har samlet familien
    Engang havde Drogheda 18 whiskey-destillerier, men med det 20 årh.s økonomisk trængte tider og deraf følgende nedgang i irsk whiskey lukkede det sidste destilleri i 1968. Pat og resten af familien har en vision om at genoplive denne stolte tradition i Drogheda samt en fælles drøm om at gøre noget godt for området.
    ”Boann Distillery er ikke kun et destilleri eller mikrobrýggeri; - det er en destination. Et sted, som fremviser det bedste fra Boyne Valley. Men det skal ikke kun være ”music of the distillery”, men vi vil bringe hele kulturen og historien i området til live igen”, fortæller Pat Cooney passioneret.
    Her er ordet ”familie-virksomhed” bragt ud i sin yderste konsekvens, da hele familien er involveret i projektet. Pat Cooney, hans hustru og deres fire voksne børn er den samlede ledelse i Boann Distillery, hver med ansvarsområder indenfor produkter, salg, marketing og økonomi.
     
    Ekstra sanseoplevelse i kælderen
    Den charmerende datter Sally-Anne Cooney, der har ansvar for marketing og PR, viste os rundt på det meget indbydende, men alligevel kompakte Boann Distillery.  
    Det nye destilleri bliver udstyret med 3 nye kobberkedler fra Italien, som er belagt med nano-teknologi, hvilket giver 6 gange større kontakt med kobberet end en almindelig kobberkedel, og dermed en endnu blødere whiskey. Da Pat selv kunne designe formen på kedlerne, valgte han præcis samme form som de velkendte kobberkedler fra Dublin, som gjorde den bløde, irske pot still whiskey så eftertragtet i 1800-tallet. 
    Til at fuldende produktionen af pot still whiskey har familien Cooney investeret i de bedste gæringstanke på markedet, ligesom de har adgang til en kontinuerlig forsyning af de bedste egetræstønder fra Pat´s tid i Gleeson. Lagring kommer til at foregå under ideelle forhold i deres egen kælder under destilleriet med en konstant temperatur. Så besøgende på Boann Distillery får en ekstra sanseoplevelse, når de kan dufte ”angels share” fra tusindvis af tønder fra bourbon, sherry, burgunder, marsala, tokaj, m.v., der nu er fyldt med velduftende Boann whiskey.
    Boann Whiskey sætter en stor ære i udelukkende at distillere med korn og primært byg, der er dyrket i Boyne-området, og med egen brønd med krystalklart vand på destilleriet er de gode råvarer også på plads. Vandet er hårdt i området, hvilket bidrager til en distinkt smag i både whiskey og deres specialøl. 
    Men allerede nu markedsføres en hedgerow gin med forskellige lokale planter, som de selv indsamler i lokalområdet, samt deres single malt Whistler whiskey. Herudover har familien Cooney deres Boyne Brewhouse i tilknytning til destilleriet, hvor de brygger tre forskellige specialøl, som også fortæller keltiske myter - Long Arm, Pagan´s Pillar og Born In A Day. Få selv historien bag de anderledes navne, mens I nyder de lokale øl på en hyggelig pub på flodpromenaden i Drogheda…
     
    ”The Whistler” – første Boann whiskey på markedet
    Boann Distillery har netop lanceret deres første whiskey. Pat elsker at fløjte, som han ser som en ”glemt kunstart”, så hvad var mere nærliggende at kalde deres første whiskey for ”The Whistler”. Denne whiskey er blended af Pat selv fra et eksisterende destilleri, så den rammer den eksklusive smag, som Boann skal være kendt for. Cooney-familien har selv yderligere lagret denne whiskey i Oloroso sherry-fade i mindst to år, så whiskeyen har fået en usædvanlig lang sherrysmag og -finish.
    Whistler single malt whiskey findes i tre udgaver: Whistler7-års og en10-års, begge på 46% samt Whistler 7-års cask strength på 59%. Smagen er karakteriseret af citrus og mørk frugt med karamel og let peber, som intensiveres i 10 års og endnu mere markant i cask strength. Selvom der i de seneste år er kommet mange nye whiskey-destillerier i Irland, så skal man ud fra vores testsmagning bestemt regne Boann Distillery med i den absolut bedste ende.  
     
    Storytelling og whiskey hører sammen
    Sally-Anne slutter rundvisningen med myten om Boann, som bliver fortalt med den velkendte irske indlevelse. Hun slutter besøget af med følgende smukke vision for Boann Distillery. 
    ”Vi får alle vores ingredienser til vores whiskey fra Boyne Valley. Og vi har taget navnet Boann efter gudinden i River Boyne, da vi har vores mod, viden og kreativitet fra hende. Boann er mere end en whiskey; vi får inspiration fra fortiden, som kombineres med vores moderne viden for at puste nyt liv i et ældgammelt irsk håndværk. Sláinte!”. 
    Det lyder måske lidt højstemt, men når man sidder i det nye destilleri med et glas Boann Whistler whiskey, så giver det mening og skaber den helt rigtige whiskey-atmosfære at høre historien om Boann og hendes skæbne. Især når Sally-Anne Cooney fortæller det med passion og smilende begejstring. Storytelling og whiskey hører bare sammen – ikke mindst i Irland.
     

    Boann – myten om gudinden i River Boyne

    Boann er den irske gudinde i River Boyne, der flyder gennem det mytiske øst-irske landskab med Hill of Tara, Bru nA Boinne, Slane og Millmount ved Drogheda. 
    Ifølge myterne var gudinden Boann modig og vild af natur, og hendes husbond Neachtan var konge for bronzealderfolket Tuatha dé Danann. Han var en magtfuld gud og leder, der herskede over store landområder samt den magiske brønd Well of Segais. Ni hellige hasselnødtræer, der i keltisk mytologi symboliserer viden og visdom, omkransede brønden, og myten sagde, at enhver som spiste de hasselnødder, der var faldet i brønden, eller drak det krystalklare vand ville blive begunstiget med visdom og en poetisk tunge. Da brønden havde mægtige magiske kræfter havde Nechtan forbudt enhver at nærme sig brønden.
    Men en dag gik Boann tur med sin irske ulvehund Dabilla og blev tiltrukket af Well of Sagais. Hun udfordrede dens magiske kræfter ved at gå højre om brønden, så vandet bruste voldsomt op og skabte River Boyne. der løber ud i Det irske Hav. I denne katastrofe blev Boann trukket med af de voldsomme vandmasser, og først mistede hun en arm, et ben og et øje for til slut at miste livet i vandet. 
    Boann er blevet et symbol for viden og kreativitet, og hendes navn lever videre i River Boyne, som endnu i dag har stor arkæologisk, historisk, mytisk og spirituel betydning i irsk kultur. 
    She circles the well two times in vain, 
    then circles a third to tempt the same.
    Five streams rise high in hallowed fright,
    the beauty of wisdom now dims her gold light.
    Boann & the Well of Segais

    Tasting notes:

    The Whistler ”The Blue Note” - Single Malt 7 Year Irish Whiskey - 46%
    •Duft: Sød, syrlig lemon balanceret med cremet, salt karamel med undertoner af rips og mørk frugt. 
    •Smag: Tør sødme fra citron, snert af peber med røde bær
    •Finish: let sødme fra citron, der går over i en blød note af træ
     
    The Whistler ”How The Years Whistle By” - Single Malt 10 Year Irish Whiskey - 46%
    •Duft: Blød honning og vanilje med fyldig frugt som modne pærer og grønne æbler
    •Smag: Blød og delikat, der udvikler sig til grønne frugter med en undertone af vanilje
    •Finish: Medium-lang eftersmag af sød toffee med grønne æbler
     
    The Whistler ”Natural Cask Strength Limited Edition” - Single Malt 7 Year Irish Whiskey - 59%
    •Duft: Dejlig cremet, salt karamel med undertoner af tør appelsinskal og røde æbler. Karamelsmagen bliver mere markant ved tilsætning af vand 
    •Smag: Udbrud af citrusfrugter med en let pebertone, som giver plads til saltet karamel. Blød og cremet karamel med salt, der går over i let peber ved tilsætning af vand
    •Finish: Vedvarende cremet karamel med snert af peber
    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – dec. 2016


    .

  • Dingle Distillery - langt fra alting...

    Dingle Distillery: Langt fra alting – men tæt på alt det, der betyder noget

    Dingle Distillery ligger på en lille afsidesliggende halvø i det vestligste Irland – langt fra de store kornområder, travle trafikårer og storbyens pulserede liv. Her er tempoet sat på ”Irish time”. Men destilleriet ligger midt i den smukkeste natur langs floden Owenmore med høje, grønne bjerge og det turkisblå Atlanterhav i baggrunden.  Og de formår virkelig at få den storslåede natur indkapslet i deres whiskeys, vodka og gin.

    Tekst: Claus R. Hebor Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Fotos: Claus Hebor og Dingle Distillery
     
    Dingle-halvøen er et ”An Ghaeltacht”-område, hvor befolkningen stadig anvender irsk eller gælisk som dagligt sprog, selvom englænderne ihærdigt forsøgte at udrydde det irske sprog i 17-1800-tallet. Men befolkningen i disse yderste, vestlige områder af Irland holdt fast i deres kultur, sprog og traditioner og har beholdt deres eget sprog til i dag. Og det er et meget godt billede af Dingle-halvøen, hvor man føler, at man kommer 100 eller 200 år tilbage i tiden fra det pulserende og vækstfokuserede østlige Irland. 
    Jeg tages hjerteligt imod af Joe Joyce, en stor, jovial mand, der en en ”founding father” til det nye Dingle Distillery, som i 2012 startede destillation af whiskey, gin og vodka ved bredden af Owenmore River. 
    ”Dia aguit – ceada míle fáilte go Drioglann Uisce Beatha Daingean uí chuis” på syngende gælisk, hvilket betyder ”god dag – og tusind gange velkommen til Dingle Distillery” efterfulgt af Joe´s ærlige opfordring til, at det varme sommervejr nok skal gøre os godt tørstige til at smage grundigt på varerne – med den sædvanlige irske gæstfrihed og humor, som er endnu mere fremherskende her på vestkysten. Og så er tonen vist sat til et lidt anderledes – og meget irsk - destilleribesøg. 
     
    Vandmølle tilbage fra 1840
    Bygningerne ligner ikke umiddelbart et whiskeydestilleri, idet de er en blanding af ældgamle mure og lidt interimistiske vægge i lidt afskallede metalplader. Duften bærer dog et umiskendeligt præg af gær og markante krydderier fra gæringskar og varme kobberkedler, som troner i den bagerste del af den store hal.
    ”Den oprindelige bygning er en gammel vandmølle fra 1840 i landsbyen Milltown lidt udenfor Dingle”, fortsætter Joe. ”Her var 3 møller, som alle blev drevet af floden, og som bearbejdede linned og korn. I 1927 brændte møllerne, og kun ydermurene stod tilbage. Og i 2008 fik forretningsmanden Oliver Hughes idéen til at lave et destilleri her.”
    Oliver Hughes er oprindelig fra Dingle-området, men har boet i Dublin en stor del af sit liv, hvor han har etableret de kendte og populære Porterhouse Pubs flere steder i Dublin og det øvrige Irland, som er lokale mikrobryggerier og pubber. Han kom stadig jævnligt til Dingle-området i sit feriehus, og han ønskede samtidig at gøre noget fra lokalsamfundet, som på trods af en stigende turisme ikke helt har haft samme økonomiske vækst under The Celtic Tiger som det østlige Irland. Han købte de forfaldne møller, og 18. dec. 2012 startede den første destillation i de gyldne kobberkedler. 
     
    Unik ”boil bowl”-teknologi giver rund & blød whiskey
    Distillery master John McDougall fik idéen til at lave en special kobberkedel med en unik ”boil bowl”. Den var formet, så spiritusdampene ikke forsvandt op i røret til kondensering, men blev ledt tilbage til kedlen for at give ekstra rundhed. På den måde kunne man allerede ved fyldning af bourbontønderne have en rund, blød spiritus, som under lagringen i det ideelle Dingle-klima med en relativ konstant temperatur året rundt blot blev endnu mere blød, rund og smagfuld for hvert år.  
    Siden da har Dingle Distillery produceret whiskey, gin og vodka, hvor især deres gin og vodka er blevet særdeles anerkendte i pubber, restauranter og butikker. Whiskey-udvalget har selvsagt været meget begrænset, da irsk whiskey som minimum skal lagres 3 år og 1 dag – og helst noget længere, så det er indtil nu kun i eksklusive kredse og i begrænsede mængder, man har kunnet nyde Dingle Whiskey. Men nu begynder det at komme på markedet, men desværre opnår Oliver Hughes ikke at opleve resultaterne af hans storslåede initiativ, da han døde i december 2016.
     
    Den irske natur er indkapslet i smagen
    Vi bliver inviteret ud i den lille park, der ligger smukt ned til Owenmore River med udsigt til det gamle vandhjul. Her får vi en god smagning af gin, vodka og til slut deres fremragende Dingle Whiskey. 
    ”Gin & Tonic er opfundet i de engelske, oversøiske kolonier, hvor man havde behov for kinin til at holde malaria, feber og andre sygdomme borte. Derfor lavede man tonicvand med masser af kinin, og med gin og is så havde man den perfekte og sunde drink til de varme troper. Man kaldte drikken ”Dutch Courage”, og den var god mod ”bad tummies”, som Joe passioneret fortæller. Det er en meget delikat gin med friske smagsnuancer af lokale enebær, krydderurter og blomster, som man samler i lokalområdet.
    ”Vi holder på, at man skal kunne smage at gin´en kommer fra Dingle, så vi har vores helt egen blanding af planter, som giver Dingle Gin dens helt karakteristiske, bløde smag”, forklarer Joe. Og som ikke særlig erfaren gindrikker, så smager den faktisk forbavsende godt og frisk. Vodkaen er naturligt lidt mere anonym i sin smag, men bestemt også blød og ”drinkable”.  
    Men det var jo whiskey´en, som vi var kommet for at smage, og selvom Dingle Whiskey kun lige er lagret i godt 4 år, så er vi overrasket over dens fyldige smagsnuancer og udprægede rundhed.  Det bliver meget spændende at følge Dingle Whiskey, når den bliver lanceret med flere års lagring, selvom den nok aldrig kommer ud i det brede forhandlernet. 
    Joe holder på, at ”det bliver en eksklusiv whiskey for connaisseurs - så netop derfor skal vi jo smage noget mere af den”, siger han med den betagende irske accent og humor - og fylder glassene igen. Med rigeligt mål. Og vi kan virkelig smage den betagende natur med det salte Atlanterhav, de duftende blomstermarker og den friske luft fra bjergene, der rejser sig op i den dybblå himmel omkring os.     
     
    At gøre det rigtige…
    ”Vi har valgt at lave en eksklusiv whiskey, som ikke skal måles i mængde, men i kvalitet”, siger Joe stolt. ”Vi anvender den absolut bedste byg og malt, det reneste vand fra bjergfloden og nøje udvalgte tønder til lagring. Vores mål er at fremstille den bedste whiskey indenfor single malt og single pot still. Herefter skal vores erfarne distillery master ”marry” de to whiskeytyper til den helt rigtige smag. Det er ikke bare et blend, men et ”marriage made in heaven”.
    Lige nu producerer Dingle Distillery 1000 l whiskey om dagen, og ca. 30% reserveres til lagring i 8, 12 og 16 år, d.v.s. whiskey som vi først kan være så heldige at smage i 2033. 
    Planen er at give de gamle bygninger en gennemgribende renovering om 2-3 år, når Dingle Whiskey for alvor kommer ud på markedet, men de vil holde fast i at være et lokalt niche-destilleri.
    ”Vi er allerede blevet kontaktet af udenlandske købere, som er interesseret i et irsk whiskey-brand med historie, men enken vil ikke sælge. Drømmen for hende – og for os lokale ”Founding Fathers” – er at fremstille den bedste whiskey samt at skabe vækst i lokalsamfundet, herunder at tiltrække flere turister til området. Det betyder meget for os lokale, at vi har noget at være stolte af, og som vi er fælles om. Det handler ikke om score hurtige penge, men at gøre det rigtige”, slutter Joe med troværdighed i stemmen - en sand investor og ambassadør for Dingle Distillery. Og hvor er det livsbekræftende at møde mennesker, som lever langt fra alting, men som har alt det, der virkelig betyder noget…

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – dec. 2017

    .

    Dingle Distillery Nov 2016 3 web Dingle Distillery Nov 2016 web Dingle Distillery July2017 Claus Hebor 1 web Dingle Distillery Nov 2016 5 web Dingle Distillery Nov 2016 7 web Dingle Distillery Nov 2016 6 web
     
  • Glenfiddich & Balvenie Distilleries - samgen af destilleret tid

    Glenfiddich & Balvenie: Smagen af destilleret tid

    - og om vi har glemt at værdsætte, hvor værdifuld tid er


    Tekst: Claus R. Hebor, 2016 Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Fotos: Claus Hebor og Glenfiddich & Balvenie Distilleries

    Whisky kan være en eventyrlig rejse i tid. Tag med gennem den smukke skotske natur med bølgende bygmarker til de klassiske whisky-destillerier Glenfiddich og Balvenie i Speyside. Her fornemmer man duften af den krydrede malt, lyset der reflekteres i den krystalklare bjergbæk og den rytmiske hamren fra bødkerværkstedet – præcis som for mere end 100 år siden. Tiden har stået stille her – på den gode måde…

     
    Det er nok de færreste, der tænker over, at den subtile smagsoplevelse i en fremragende whisky er et resultat af mange manuelle processer, godt håndværk og uanede mængder af tid. Det er nogle af de vigtigste ingredienser i god whisky, fortæller Matthew Patterson, der er Maltman på Balvenie Distillery i Dufftown i det skotske Speyside-område.
    Balvenie´s Maltman Matthew Patterson værdsætter med stolthed det gamle håndværk i at fremstille den bedste malt. Han har ansvar for, at byggen får præcis den rette mængde vand til at starte spireprocessen, hvorefter den manuelt skal vendes med den specielle træ-kornskovl i endeløse baner for at sikre en helt ensartet spiring. Og til slut tørres byggen over tørve- og antracitfyrede ovne med en enestående præcision og males endelig til malt.
     
    At tage sig tid til at gøre arbejdet rigtigt
    ”At være en maltman er et håndværk, som er gået i arv fra generation til generation”, fortæller Matthew, hvis far også arbejdede som Maltman på destilleriet. ”Alt er baseret på vores føling med om f.eks. fugtigheden i kornet er optimal, og tørring foregår med tørveild efterfulgt af røg-og lugtfri varme i et forhold, man ikke kan måle sig til. Det skal man føle, lugte og mærke med fingrene – præcis som for 100 år siden. Vi har moderne måleinstrumenter, men vi bruger dem ikke, da intet slår vores håndværk og erfaring, som er opbygget gennem generationer. At tage sig tid til at gøre arbejdet rigtigt; - det giver malt, som du ikke kan købe nogen steder”. 
    I dag køber de fleste destillerier færdig malt, men på Glenfiddich og Balvenie foregår malting på præcis samme måde som for over 100 år siden. Intet er forandret. Og med moderne briller ville mange sikkert mene, at denne funktion sagtens kunne automatiseres og effektiviseres. 
    En stor del af byggen kommer stadig fra egne gårde, men alt byg gennemgår en nøje kvalitetskontrol for at sikre, at det er 100% fri for pesticider, GMO og andre metoder til at ”springe over hvor gærdet er lavest”. Kun den helt naturlige, gammeldags dyrkede Concerto-byg går gennem nåleøjet på Glenfiddich og Balvenie.
     
    Tiden går ikke; - den skaber… 
    Whisky er ikke kun et resultat af god malt, der gæres og destilleres, men også af Master Blenders håndværk, kreativitet og tålmodighed. 
    Ca. 60-70% af smag i whisky dannes under lagring i egetræstønder, hvor egetræet i kombination med tidligere indhold – sherry, bourbon, rom samt endda vin og øl - forvandler det krystalklare destillat til en gylden eller rødbrun whisky med smagsnuancer af f.eks. karamel, frugt, chokolade, blomster, m.v. Også her er det tiden, der skaber magien. Intet andet end tid kan skabe disse vidt forskellige smagsindtryk.
    Håndværket kommer virkelig til sin ret, når Master Blender mixer de vidt forskellige tønders indhold og lagringsalder for at skabe helt nye og afstemte smagsnuancer. Ofte er det bourbon- og sherry casks, der blendes i et 70/30 eller 80/20 forhold, men der findes også single malt whiskys fra langt flere tønder med en utrolig sammensat og kompleks smag. Alt sammen baseret på årtiers – måske århundreders – erfaring kombineret med en veludviklet smagssans om, hvad forskellige markeder i verden efterspørger. 
    Og når man så har fundet den optimale blend til single malt whisky, så kan Master Blender stadigvæk lægge den endnu nogle år til lagring. At tage sig tid til at skabe det fuldendte…
     
    Tid og godt håndværk for en pioner
    Glenfiddich Distillery i Skotland blev i bogstaveligste forstand bygget i hånden af grundlæggeren William Grant i 1886, hvor han egenhændigt med 9 hjælpere indsamlede 750.000 kløvede marksten i området, som med mørtel og endeløs møje i alt slags vejr blev til et whiskydestilleri på mindre end et år. Hans filosofi for en god whisky var at have kontrol med alle råvarer og processer i produktionen – og tage sig tid til at frembringe det fuldendte. 
    Han købte bakkerne med Robbie Dhu-kilden for at være sikker på en fast leverance af frisk kildevand, der aldrig ville blive forurenet af dyr eller mennesker. Han dyrkede selv byggen på markerne omkring Glenfiddich og forvandlede det til velduftende malt over tørvefyrede ovne. De velskabte kobberstills blev udformet for at skabe den optimale destillation. Hans eget bødkerværksted vedligeholdt de egetræstønder, der er så altafgørende for whisky gennem årtiers lagring i egne haller. Og han forestod selv processen med at hælde den færdige whisky på flaske – modsat stort alle andre i branchen på den tid; og i endnu højere grad i dag. Ingen dele af processen blev overladt til andre - fra en tid hvor storytelling, økologi og lokal-produceret ikke var defineret. Meget fremsynet, og i dag ville vi kalde William Grant for en pioner indenfor moderne fødevareproduktion.
    Og så tog han sig tid til at forfine hvert step i produktionen – kvalitet var mere afgørende end hurtigt tjente penge. Selvom denne møjsommelige produktion ofte gav trange økonomiske tider, så veg William ikke fra sine principper om tid og godt håndværk. Endnu i dag er det Williams bygninger, værdier og vedholdenhed, der er grundstenen i destilleriet. 
     
    Smagen af destilleret tid
    Et besøg på Glenfiddich og Balvenie er ikke kun en romantisk tidsrejse tilbage fra før verden gik af lave, men et indblik i, hvor vigtigt godt håndværk og tid betyder for at fremstille et kvalitetsprodukt. Noget som moderne producenter af fødevarer – og for den sags skyld mange andre produkter - virkelig kan lære noget af. At effektivisere, automatisere, reducere produktionstid er ikke nødvendigvis vejen til succes.  
    Hos Glenfiddich og Balvenie er tid er et relativt begreb – og nok den vigtigste ingrediens i deres whisky. Som historisk interesseret er det spændende at smage Glenfiddich ”Original” whisky. Den er genopstået med præcis samme smag som den første whisky med påskriften ”single malt” fra 1963. Selvom vi tror, at vores smag og trend har ændret sig markant i de sidste 50-60 år, så er whiskyen stadig lige formidabel og fyldig. Og lader ane, at om vi så gik 100 år tilbage i tiden, så ville vi stadig få en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Sådan burde det være – altid. Smagen af destilleret tid…
    Tid er en gratis ingrediens, som vi stort set negligerer i dag. Aldrig har vi haft mere teknologi til at skabe fart, effektivitet og automatisering, og aldrig haft så lidt tid til at udnytte det – eller værdsætte den indsats, som tid og håndværk giver til os. Selvom der er uanede mængder af tid, så er tid blevet en mangelvare. 
    Vi har måske en tendens til, at ”jeg har ikke tid til det” er blevet en undskyldning for at undgå de lidt mere besværlige udfordringer i livet og arbejdet. 
    Det er den ekstra magi, som whisky inspirerer til, når vi nyder en velsmagende Glenfiddich eller Balvenie – at få os til at stoppe op og give os tid. Tid til at tænke sig om. Tid til at værdsætte. Tid til at drømme. Som William Grant gjorde for over 100 år siden. Gylden whisky og eftertænksomme refleksioner er bestemt ikke spildt tid… 
     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – dec. 2016

    .

    Byggen til whisky dyrkes på egne marker rundt om destillerierne præcis som for over 100 år siden
     
    Den lange række Pot Still er et imponerende skue.
     
    Maltman Matthew på Balvenie Distillery vender byggen i endeløse rækker med håndkraft.
     
    Hovedingrediensen i malt whiskey er tid. Og byg, der får lov til at spire, før det tørres og bliver til malt.
     
    Byggen bliver "kogt" i store washbacks, så sukkerindholdet udtrækkes.
     
    Distillery Master er en af de mest velrenommerede stillinger og kræver passende beklædning
  • O´Hara´s Beer - irsk stout med den originale & oprindelige smag

    Irsk stout med den originale & oprindelige smag hos O´Hara´s

    - med selvtillid, traditionelle brygmetoder & sans for historien


    Det lille Carlow Brewing Company erklærer stolt, at deres stout har den originale og oprindelige smag. Og der er der mere smag af humle og malt i deres flagskib O´Hara´s Irish Stout. Men også deres 24 andre øltyper er værd at dykke ned i, da de bliver lavet som ”small batch” med fokus på gode, lokale råvarer, traditionelle brygmetoder og mest mulig smag.

    Tekst: Claus R. Hebor Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Fotos: Claus Hebor og Carlow Brewing Company
     
    På en af mine mange rejser til Irland stødte jeg på en række fadølshaner fra O´Hara´s med bl.a. deres Irish Stout, som brygges af det lille bryggeri Carlow Brewing Company. Den har den tydelige irske stout-smag, men med kraftigere toner af humle og malt samt et mere markant smagsindtryk. 
    Harry Kennedy, der er eksportchef på Carlow Brewing Company, udtaler, at de har arbejdet målbevidst på at få mere smag i deres stout, samt at den skal ramme den originale og oprindelige smag fra for 100 år siden.. Irerne har så sandelig aldrig manglet selvtillid, stolthed – og et glimt i øjet. Samt ikke mindst en stærk sans for historien.
     
    Irlands kamp foregår også på ølmarkedet
    Ølbrygning har en flere tusind år gammel historie i Irland, og forskellige øltyper har udviklet sig over tid. Oprindeligt blev irske ales brygget uden brug af humle, og stout opstod i midten af 1700-tallet. Hver irsk by havde mindst et ølbryggeri på denne tid, og hvert område havde deres foretrukne øltyper og opskrifter.
    Da humle kommer med i brygprocessen bliver Carlow hovedområde for råvareproduktion, idet man kan dyrke den bedste humle og bedste byg til malt her. Når man kører gennem landskabet i Carlow kan man stadig se de gamle malthuse langs floden Barrow, som har været transportvej sammen med et udbygget kanalsystem til at få malt ud i alle hjørner af Irland. 
    I det 20. århundrede overtog de store multinationale bryggerier ølmarkedet i Irland, men i 1990´ere begyndte O´Hara-familien sammen med andre små mikrobryggerier at genoplive den gamle, lokale ølbrygning, som bliver markedsført som ”craft beer”. I dag er der over 50 mikrobryggerier overalt i Irland som Carlow Brewing, Franciscan Well, Galway Hooker Brewery, Kinnegar Brewing og mange flere, som alle laver spændende og anderledes øl end de store multinationale bryggerier i Irland, der domineres af Guinness, Heineken og Carlsberg. Nogle af de multinationale bryggerier fører iøvrigt en heftig og uretfærdig kamp for at holde de små mikrobryggerier ude fra pubber og restauranter ved at true med ikke at levere eller ligefrem bestikke pubejere, såfremt de også har haner med de lokale øl, men gennem historien har irerne altid kæmpet imod de store og undertrykkere udefra. 
    Så ølmarkedet boomer i Irland i disse år, selvom forbruget af mikrobrygget øl stadig kun ligger på under 5% af totalforbruget. Carlow Brewing Company og O´Hara´s er et af de største mikrobryggerier med en produktion på knap 30.000 hektoliter, så er de dværge til de store giganter, der typisk producerer mere end 5 mio. hektoliter alkohol om året. Samtidig er Carlsberg og Heineken meget aggressive på det irske marked, hvor de har formået at få utrolig godt fat i de unge, så lige nu foregår der en stædig kamp mellem det gode, lokale håndværk mod global masseproduktion på ølmarkedet – som Davids kamp mod Goliath. Og irernes snart 1000-årige kamp for selvstændighed og frihed, så historien og irernes selvforståelse betyder også meget for deres ølkultur. 
     
    Smag er afgørende
    ”Vores stout er lige præcis en traditionel irsk stout, der bruger mere humle og malt”, fortæller en stolt og passioneret Harry Kennedy, da jeg møder ham på bryggeriet i Carlow. ”Vi lægger vægt på at bevare den oprindelige fyldige smag af humle og malt, hvor andre mere har bevæget sig hen mod en mildere stout, der er masseproduceret og falder i den brede ølsmag.”
    O´Hara´s bruger udelukkende malt og humle fra lokalområdet omkring Carlow, som er kendt for den bedste malt og humle i landet. Desuden er deres øl brygget i ”small batch” med udelukkende manuelle processer, som godt nok er langt mere arbejdskrævende, men som gør det muligt for brygmestrene at tilpasse hver proces til at give mest mulig smag i øllet. 
    ”I modsætning til de store ølproducenter, som typisk har meget få øltyper, som godt nok er en mere økonomisk produktion ligesom de kan monopolisere markedet, så brygger vi mange forskellige slags øl i små portioner. Vores mål er ikke at masseproducere øl, da vi synes, at det gode håndværk og den fyldige smag er vigtigst – og så skal der være en øl for enhver øl-entusiast, hvad enten de er til lyse eller mørke øl”, fortsætter han. 
    O´Hara´s har endda genoplivet den gamle irske pub-tradition med ”a beer & a wee”, hvor de sammen med whiskey-destilleriet Tullamore nu serverer ”Dew & Brew” på de fleste pubber. Den består af et glas stout med en ”wee Tullamore D.E.W”.
     
    Men smag selv O´Hara´s Irish Stout for at opleve den stolte irske stout-smag fra for over 100 år siden - men husk, at stout altid er bedst fra fad, så find jeres lokale, irske pub, der serverer det.  

    Carlow Brewing Company

    Bryggeriet er etableret i 1996 som et uafhængigt og familieejet selskab i Carlow, som er kendt som hjertet af Irlands tidligere store humle- og maltproduktion og dermed et nøgleområde for irsk ølproduktion. Bryggeriet sætter fokus på de bedste, lokale råvarer som humle og malt ligesom de arbejder efter de gamle, traditionelle brygmetoder. Deres motto er ”Brewing in the Flavor”, hvor smagen af humle og malt er tydelig som den var i de oprindelige opskrifter. Carlow Brewing Company producerer i dag mere end 25 øltyper  i flasker og på fad - fra en let, sprudlende Hefeweizen (jo, det hedder den også i Irland!) over Celtic Wheat (hvedeøl) til mørk barrel stout på 8,1%, lagret på whiskeytønder. De eksporterer til mere end 35 lande, deriblandt Danmark.

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – jan. 2019

    .




    O´Hara´s øl brygges af det lille Carlow Brewing Company, der ligger i det frodige landbrugsområde i Irland med frodige bygmarker og frisk vand fra undergrunden.



    Selvom bryggeriet er moderne, så fylder de manuelle processer og kontrol af kvaliteten meget hos Carlow Brewing Company.






    Harry Kennedy, der er eksportchef på O´Hara´s øl, er stolt af deres traditionelle stout med mere malt og humle.



    O´Hara´s øl er populært på de irske pubber, og irerne er glade for at have et irsk- og familieejet bryggeri.

  • Sliabh Liag Distillery - med røg og tørv

    Røg & tørv vender tilbage på Sliabh Liag Distillery i Irland

    Co. Donegal i det nordvestligste Irland er en enestående tidslomme, hvor man føler, at tiden har stået stille. Man graver tørv, fisker på Atlanterhavet og spiller trad. irsk musik, som for 100 år siden. Og det nye Sliabh Liag Distillery vil genindføre områdets lokale tradition med røgede og tørvede whiskeys – noget som er helt usædvanligt for irsk whiskey.

    Tekst: Claus R. Hebor Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Fotos: Claus Hebor og Sliabh Liag Distillery
     
    I begyndelsen af 1800-tallet var det nordvestligste hjørne af Irland – co. Donegal – kendt for at have flere illegale destillerier og sheebeens (smugkroer) end hele resten af Irland tilsammen. Årsagen var, at dette område var særdeles afsondret og bjergrigt med en meget stolt og selvstændig befolkning, så de engelske skatte- og politimyndigheder kunne ikke kontrollere området så effektivt som det øvrige Irland. Men med industrialisering samt udbygning af infrastruktur og transportmidler i midten af 1800-tallet forsvandt den oprindelige whiskeyproduktion, og det sidste illegale destilleri Burt Distillery lukkede i 1841.
    Nu genrejses den stolte tradition med whiskeyproduktion, idet det første destilleri i Donegal i næsten 180 år er åbnet som Sliabh Liag Distillery i 2016. Det ligger enestående smukt og helt afsondret på nogle af Europas højeste havklipper Slieve League ud til det frådende Atlanterhav, og målet er at være så autentiske som muligt. Whiskey fra Sliabh Liag Distillery skal genskabe den fyldige, røgede irske whiskey før industrialiseringen samt genrejse den oprindelige gæliske kultur og sprog ”Gaeltacht”, herunder de oldgamle keltiske legender samt brugen af lokale råvarer som tang og tørv. Og så skal destilleriet naturligvis skabe nye arbejdspladser i et område, hvor fiskeri og håndværk langsomt forsvinder. Stolthed og selvstændighed er stadig meget fremtrædende i dette hjørne af Irland. 
     
    Voksende marked for irsk whiskey
    Initiativtager til Sliabh Liag Distillery er James Doherty og hans hustru Moira, der har mere end 20 års erfaring fra drikkevareindustrien. De mødte de lokale forretningsfolk fra Donegal-området Mick McGinley og Margaret Cunningham, som foreslog en mark “Bull Field” ved Slieve League på vejen mod Glencolumbkille som stedet for et nyt destilleri. Mens de nye destilleribygninger blev projekteret markedsførte teamet deres “Silkie Whiskey” og “An Dúlamán Gin”. Det helt nye destilleri i lokale byggematerialer i egnens stil, som understreger det nøjsomme og robuste isæt fra Donegal, består af et whiskey- og gin-destilleri, cask-lager, besøgscenter samt et kommende museum. Den årlige produktion vil være 400.000 liter triple-destilleret single malt og pot still-whiskeys. 
    I de seneste år er knap 20 nye destillerier dukket op i Irland, og selvom Irland for 100 år siden havde mange hundrede destillerier, så er James Doherty ikke nervøs for at starte stort op.
    ”Det irske whiskeymarked vil fortsætte med at vokse, da kunderne efterspørger mindre brands med autentiske historier”, fortæller han, da jeg møder ham midt i den smukke natur ved Atlanterhavet. ”IWA (Irish Whisky Association) forudser en fordobling i salget af irsk whiskey frem til 2020 og igen en fordobling i 2030, og selvom jeg tror, at 2030-tallene er ret optimistiske, så er fordobling frem til 2020 helt bestemt mulig. Vi kommer fra en meget lav volumen i irsk whiskey, hvor de store brands kan bane vejen internationalt, og de mindre brands kan skabe nye og spændende smagsvarianter – også selvom vi ser, at f.eks. Jameson også bevæger sig ind på ”craft whiskey” området.” 
     
    Røget whiskey med smag af bedstefars pibe
    Hos Sliabh Liag Distillery lægger man vægt på at inkorporere omegnes naturlige ingredienser samt den lokale folketro og traditioner i deres produkter for at gøre dem så unikke som muligt. 
    Deres hovedprodukt bliver “An Sliabh Liag Whiskey”, som er opkaldt efter de høje havklipper, som tårner sig over destilleriet. Navnet er inspireret af naturen omkring dem, men også af den lokale digter Séamas ÓDoraidheáin, hvis poetiske beskrivelse af området passer perfekt til en glimrende whiskey:
    “Great beautiful Sliabh Liag on which grows long grass
    With yellow honey flowing like dew on the slopes of its passes”
    “An Sliabh Liag Whiskey” lanceres som Single Malt 10 års og som traditionel irsk Pot Still Irish Whiskey 8 års, hvor begge er kendetegnet ved en fyldig, røget og tørvet smag præcis som naturen i dette hårdføre nordvestlige hjørne af Irland. Samtidig er de en hyldest til den markante, røgede smag, som kendetegnede whiskey fra Donegal i det 19. århundrede, og som er stort set ukendt i irsk whiskey i dag.
    ”Jeg er helt overbevist om, at whiskey i 1850´erne blev lavet af malt tørret over tørveild, samt at de ville have haft en markant røget/tørvet smag”, pointerer James om baggrunden for de nye whiskeys. ”Vores whiskey skal ikke være så røget og jodagtig som f.eks. Islay, men en tør røg, som minder mig om min bedstefars pibe om morgenen”, fortsætter ham. Desværre kunne vi ikke smage disse whiskeys, da de røgede ”An Sliabh Liag Whiskey” først forventes at være klar på markedet om en del år.
     

    ”Tiltrukket af en Selkie”

    I keltisk overtro er ”Selkie” eller ”maighdean mhara” (havfrue) tilknyttet de mange sæler i havet omkring Irland.
    Selkies findes som mænd og kvinder, der lægger deres pels til tørre i havkanten, mens de soler deres utrolig smukke krop. Derved tiltrækker de mennesker til at gifte sig med dem, f.eks.koner, der venter ved kysten på deres mænd på havet. Hvis en kvinde ønsker kontakt med en Selkie skal hun græde syv tårer i havet.
    Hvis en mand stjæler en kvindelig Selkie´s pels er hun tvunget til at blive hans hustru, men hun vil ofte ses alene stirrende ud over havet. De kan få børn, men historierne fortæller, at et af børnene som regel finder pelsen, og Selkien forsvinder igen i havet. Her kan hun ofte ses lege med sine menneskebørn i bølgerne i havkanten.
    I dag kan vi nok kun tiltrækkes af en Silkie fra Sliabh Liag Distillery.
    - også blended whiskey, gin & poiteen
    “The Silkie Whiskey” er en mere almindelig irsk, blended whiskey med en meget blød smag af malt, honning og appelsin som er blevet meget populær især blandt nye whiskeydrikkere. 
    Deres gin “An Dúlamán” har en markant smag af de forskellige typer tang fra Atlanterhavet, som er en vigtig ingrediens, der giver en tydelig smag af umami. Navnet ”An Dúlaman” betyder “den, der samler tang”, og skal fortælle om smagen, der fanger duften af frisk tang i en salt søbrise fra Atlanterhavet, der blandes med en blomstrende strandeng. De forskellige tangtyper samles med håndkraft ved ebbe, og for en af tangtyperne er det helt afgørende, at den høstes ved fuldmåne. Det er en gammel tradition, og på flasken hals kan man se, hvornår tangen er indsamlet samt månefasen. Måske er det overtro, og jeg er normalt ikke til gin, men må indrømme, at denne smag af tang, salt og hav på forbilledlig vis præsenterer den storslåede og vilde natur i Donegal. Den smager simpelthen fremragende og frisk med blot en ganske lille mængde god tonicvand.  
    Herudover fremstiller Sliabh Liag Distillery den irske spiritus Poitin (ulagret destillat) med udgangspunkt i gamle opskrifter fra Donegal fra for flere hundrede år siden, hvor dette afsondrede hjørne havde Irlands største koncentration af illegale destillerier. 
    Jeg bestiger de imponerende havklipper Slieve League, der rejser sig majestætisk 600m direkte op fra det blå Atlanterhav, og med solen i ryggen og vinden i ansigtet mærker jeg den tydeligt den styrke og storhed, som præger dette nordvestlige hjørne af Irland og dets beboere - samt dets glimrende whiskey.   

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – maj 2018


    .

    De imponerende havklipper Slieve League rejser sig 600m over det blå Atlanterhav. Fra toppen kan man mærke solen og vinden samt den storhed, som præger co. Donegal og deres whiskey.
     

    Moira og James Doherty er ledere af Sliabh LIag Distillery.
     
    Silkie er en blød, blended irsk whiskey, som senere får følgeskab af nogle meget markante røgede og tørvede malt og potstill whiskeys.


    Projekttegning af det nye Sliabh Liag Distillery i co. Donegal, som skal stå færdigt i løbet af få år.
     
     
    På destilleriet får besøgende en grundig indføring i smag og duft, som giver en glimrende baggrund for at smage deres whiskey og gin.
     
    ”An Dúlaman” gin er bl.a. baseret på lokal tang, der samles med håndkraft i Atlanterhavet ved ebbe – og ved fuldmåne. Som i tidligere tider…  
     
    Den lille gin-pot still ”Maeve”, som producerer den fremrangende gin ”An Dúlaman” med en forfriskende og krydret tangsmag.
     
    Alle flasker forsegles med lak og stemples med deres logo
  • Tullamore Distillery - kunsten at blende...

    Tullamore: Kunsten at blende – recepten er godt håndværk & glimrende whiskey

    Blends bliver ofte anset for ikke at være helt så fint og interessant som single malts eller single casks af whiskeydrikkere. Et besøg på det nye, flotte Tullamore Distillery i Irland giver et spændende indblik i, hvor meget håndværk og forskellige whiskeys af meget høj kvalitet, der ligger i et blend.

    Tekst: Claus R. Hebor Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Fotos: Claus Hebor og Kevin Piggott
     
    Der står fem whiskeyglas foran mig, hver med fire helt specielle whiskeys samt et blend af de fire. Jeg deltager i en meget anderledes smagning ”A Deconstruction of the Tullamore Blend”, hvor vi adskiller de forskellige smagsnuancer samt får et indtryk af kompleksiteten i den nok mest almindelige blended irsk whiskey. Den kendte - og vel også miskendte - Tullamore D.E.W.
    Smagningen foregår på Tullamore Distillery, som i slutningen af 2017 færdiggjorde byggeriet af det sidste af deres tre nye destillerier i den midt-irske by af samme navn. Det imponerende Tullamore består dermed i dag af tre meget forskellige destillerier på samme sted, der hver producerer sin type whiskey: den irske specialitet Pot Still, Malt whiskey og Grain whiskey.
    Smagningen illustrerede hele baggrunden for Tullamore D.E.W., som blendes af fire meget forskellige whiskeys. Alle fire smager fremragende på hver deres måde, og de kunne sagtens hver især have været lagt på flaske til glæde for whiskey-connoisseurs. 
    Til slut smager vi den kendte Tullamore D.E.W., og fra de forskellige whiskeys kan vi nu smage de utallige smagsnuancer, som de hver især bidrager med, og som vi aldrig før rigtig har lagt mærke til. Pludselig smager Tullamore D.E.W. meget mere komplekst, men på mange måder også mere harmonisk end de fire whiskeys hver for sig. Kombinationen af dem giver mere fylde, rundhed, spiciness, frugt og alt det andet, så det er utroligt hvad denne smagning gør.
     

    ”A Deconstruction of the Tullamore Blend”

    En Tullamore Dew består af:
    • Grain whiskey: produceret udelukkende af irsk hvede og lagret på bourbon-tønder i min. 4 år. Smagsnuancer: biscuit, druer, honning, grønne æbler.
    • Pot Still whiskey: den enestående irske variant med 40% umalted byg. Lagret på bourbon-tønder i 4-7 år. Smagsnuancer: krydderi, kanel, peber, kaffe.
    • Single Malt whiskey: lagret på bourbon-tønder i 4-7 år. Smagsnuancer: tropisk frugt, vanilje, solbær, hindbær, jordbær.

    Og den ”hemmelige” 4. ingrediens, som Tullamore ikke nævner, men som giver et helt specielt touch til Tullamore Dew:

    • Pot Still Sherry Cask: lagret på sherry-tønder i 4-7 år. Smagsnuancer: tørret frugt, rosin, figen, marcipan
    Konsistens i smagen
    Det tager 8 års uddannelse at blive whiskeyblender, mens det kun tager 6 år at blive læge, hvilket siger en del om de store krav til håndværket. Hos Tullamore er det Master Blender Brian Kinsman, der står for det rette blend, og han er en af de helt store ikoner i både irsk og skotsk whiskey.
    ”Med ugentlige mellemrum bliver hans blends testet i et større smagspanel for at kontrollere en konstant kvalitet og smag i Tullamore D.E.W.,” fortæller Kevin Pigott, der selv sidder i panelet. ”Vi smager ikke alle det samme, og enhver deltager er valgt ud fra vedkommendes ”næse”. Nogle har næse for frugt, mens andre er gode til at identificere f.eks. peber, men samlet kan vi sikre, at en Tullamore smager ens hver gang over hele verden. Det er faktisk en af hemmelighederne i Tullamore:– konsistens, konsistens og atter konsistens”.
    For at alkoholen ikke skal overdøve smagsnuancerne foretages denne testsmagning tilsat vand til en alkoholprocent på kun 24%, således at hver testdeltager virkelig kan identificere de enkelte elementer i den komplekse smag.
     
    Let´s blend…
    Som whiskeydrikker får man ofte den opfattelse, at blends blot er en måde til at skjule smagen fra mindre gode whiskeys. Men smagningen hos Tullamore viser med al tydelighed, at her drejer det sig om virkelige kvalitetswhiskeys, som Master Blender har samlet til et helt nyt og spændende udtryk. 
    Man får stor respekt for det ekstra håndværk, der ligger i at samle de forskellige smagsnuancer til en harmonisk og velfungerende helhed. Samtidig rammer man en smag, som er utrolig populær hos et meget bredt udsnit af befolkningen fra unge til ældre.
    ”Whiskey er en social ting. Og derfor passer vores blend rigtig godt sammen med idéen om, at vi alle samles over en whiskey, hvor vores forskellighed giver os nye idéer og vinkler, som udvider vores horisont. Let´s blend! Det er en del af den historie, som Tullamore D.E.W. skal fortælle”, forklarer Kevin Piggott.
     
    Blending som komplekst håndværk
    Hele idéen med at gøre en dyd ud af sit blend startede tilbage omkring 2012, hvor irsk whiskeys grand old man John Quinn arbejdede på Midleton Distillery, som dengang producerede Tullmore D.E.W.. John har siden 1970´erne været en af de mest betydningsfulde folk i irsk whiskey, hvis ikke whiskybranchen overhovedet. Han startede som Master Blender, men er i dag meget kendt Global Brand Ambassador for Tullamore, der siden 2010 er ejet af skotske William Grant & Sons.
    ”Mange whiskeyproducenter fremhæver deres Single Malts, og de får ofte al opmærksomheden. Så vi var nødt til at gøre noget. Vi valgte derfor at fokusere på, at Tullamore D.E.W. og blending på mange måder er et mere komplekst håndværk, samt at blending giver et mere facetteret smagsudtryk, ”fortæller John Quinn.
    Siden da har Tullamore arbejdet med at markedsføre deres blended whiskey gennem denne storytelling, og salgstallene viser, at det er lykkedes. Fra at have solgt 600.000 cases (5.4 mio. flasker) i 2012 er det fordoblet i 2017 til 1,2 mio cases (10,8 mio. flasker) på verdensplan, men i det store billede er irsk whiskey stadig lillebror med kun 6% af verdensmarkedet.
    ”Hvis du vil forstå, hvor du er, så må du forstå, hvor du kommer fra,” fortsætter John Quinn. ”Tullamore har altid været kendt for deres blend, men vi havde måske glemt, hvor meget håndværk og gode whiskeys betyder for Tullamore D.E.W. Så vi begyndte simpelthen bare at fortælle og vise, hvordan vi skabte dette blend. Just be honest”. 
    Når John Quinn fortæller denne simple strategi med et smil og et glas whiskey i hånden, så kan man ikke andet end bliver imponeret over deres helt ærlige stolthed over at have skabt dette blend. 
     
    Blindsmagning giver nye indtryk
    Det er nok ingen hemmelighed, at Tullamore D.E.W. er mest kendt som en whiskey til Irish Coffee eller drinks – ikke mindst i Danmark, hvor den er den mest solgte whiskey overhovedet. Men efter at have smagt de utrolig mange smagsnuancer i Tullamore D.E.W., så begynder man at værdsætte den som en whiskey i sin egen ret. 
    På mine rejser til Irland serverer jeg altid en whiskey for mine gæster, når vi når en bjergtop i Irland efter en god vandretur. Flasken er altid emballeret, så de kan kun smage whiskeyen. Hver gang bliver gæsterne meget begejstret for den bløde, krydrede smag. ”Hvor smager den perfekt her på bjergtoppen i solskin. Den skal vi have med hjem - så hvad hedder den?”, udbryder de spontant. Og det gælder også for dem, der siger, at de ikke kan lide whiskey. Det er faktisk en ganske almindelig Tullamore D.E.W., som findes i snart sagt enhver fødevarebutik i Danmark. 
    Det ER en god idé at smage en whiskey uden fordomme og forhåndsforventninger, så mit råd er, at man engang imellem skjuler flaske og etiket - og så bare smager. 
    Og det er også hele idéen med Tullamores kampagne med ”Let´s Blend” og ”The Beauty of Blend”, som ikke kun går på whiskey, men også på mennesker over hele verden. At vi alle bidrager til et bedre blend i verden – hver med vores karakteristika, som samlet giver et meget mere fascinerende og mangfoldigt udtryk. Og det passer perfekt med den enestående irske folkesjæl og deres imødekommende holdning, at en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. Tænk at en whiskeysmagning kan give så mange positive vibrationer…
     
     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – feb. 2018

    .


    Det nye Tullamore Distillery består af tre komplette destillerier, der producerer henholdsvis Pot Still, Malt og Grain whiskey. 


    Tasting tray med de fire whiskeys, der tilsammen giver den komplekse smag i Tullamore D.E.W.

    Selvom Tullamore Distillery er helt nyt og meget automatiseret, så er der stadig sjæl og håndværk.


    Kevin Pigott og Claus Hebor diskuterer pot still som en vigtig ingrediens i irsk blended whiskey.


    John Quinn (midten) er en af de mest indflydelsesrige mennesker i whiskeybranchen i dag.

    Testpanelet mødes i det smukke rum med reoler af vidt forskellige whiskeys med hver deres smag.

    "Beauty of Blend" er en kampagne for Tullamore, som bl.a. består en fremragende video omkring at vi alle skal være her i verden - se her

    Englænderne sendte mange irere som slaver til Caribien, så det er naturligt for et irsk destilleri at bevare denne historie gennem deres nye whiskey: Tullamore XO, som er lagret 6 måneder på rom-tønder.
  • Vildt, farverigt & magisk - som irerne

    Vildt, farverigt & magisk - som irerne

    Refleksioner over irernes natur og folkesjæl på en flyrejse langs Irlands kyst.
    af Claus R. HeborDenne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - fotos: Liam Carroll  Se opsat artikel fra Jyllands-Posten

    Irerne har altid været kendt for at være et særegent folkefærd med deres helt egen sammensatte mentalitet. De er særdeles hyggelige, varme og gæstfrie, men også barske, hårdføre og stolte. Irrationalitet og spiritualitet ligger også dybt i dem. Nøjagtig som deres natur og landskab, som stadig spiller en betydningsfuld del i deres liv og livsforståelse. Naturen har på mange måder formet mennesket på den grønne ø i Atlanterhavet – og irernes folkesjæl afspejles også i landskabet.

    I foråret 2014 fik jeg en enestående chance for at flyve rundt langs Irlands kyst i lav højde i en lille 4-sæders propelmaskine sammen med den enestående fotograf Liam Carroll fra Galway og piloten Claus Kvist. Efter at have besøgt den grønne ø et utal af gange fik jeg nu muligheden for at se Irland fra luften sammen med en fotograf, der kunne fange og fastholde magien i landskabet. Det gav et helt nyt perspektiv og indblik i Irland og irerne.
    Irernes folkesjæl har altid været fascinerende, for irerne er markant anderledes med deres helt egen livsindstilling end andre folk. Irlands barske historie er helt sikkert en del af årsagen, men man skal også søge i deres keltiske fortid med en tæt samhørighed med naturen, som har formet deres mentale landskab. Og naturen er stadig betydningsfuld for de fleste irere den dag i dag. Irerne elsker deres natur, og de har et næsten spirituelt forhold til den.
    Ruten går fra Belfast langs nordkysten til det vilde landskab i Donegal med ophold i Sligo. Herfra videre til Achill Island med Europas højeste havklipper og gennem det smukke Connemare til den største af Aran-øerne InishMór.

    BenBulben og ånderne på Knocknarea
    I det nordvestligste county Donegal rammer vi havklipperne Slieve League, som tårner sig op over os med godt 600 m lodret ned i havet. Her ser vi tydeligt den smalle bjergsti, som fører til toppen langs afgrunden, og som passende har fået navnet Deadmans Pass. Et navn som giver respekt og ærefrygt, da vi kun er et lille skrøbeligt fly, der i et øjeblik passerer tæt forbi de granitklipper, der har stået i millioner af år. Herfra kan vi skimte det markante bjerg BenBulben ved Sligo, som W.B. Yeats gjorde verdenskendt gennem hans smukke digte. Mens vi flyver imod BenBulben kan jeg rent faktisk høre landskabet synge Yeats´ smukke ord om hans barndomsland ved Sligo. BenBulben kaldes også for Irlands Table Mountain, da toppen er helt flad med næsten lodrette sider, - en form som har betaget og mystificeret irerne siden tidernes morgen. 
    Ved siden af ligger bjerget Knocknarea med en enorm stenhøj på toppen, der er mange tusind år gammel. Højen kaldes Queen Maeves grav efter en kendt keltisk dronning fra de irske myter, der foretog kvægtyveri mod kongen af Ulster. Yeats kendte til stedets magiske evner og skrev om de keltiske ånder Sidhe, der huserer på Knocknarea. Typisk for irernes forhold til naturen og deres mytologi, så er højen ikke udgravet, men man ved, at der er et hulrum derinde. Hold magien i live, - vi skal ikke forstyrre naturen og dens ånder.
    Yeats brugte den mytologiske irske natur til en ”gælisk revival” i slutningen af 1800-tallet, som var med til at definere irernes selvforståelse og unikke kultur samt bane vejen til et selvstændigt Irland.

    InishMór afspejler naturens luner
    Landingsbanen på den lille Aran-ø Inishmór er kun lige så lang som vi skal bruge. Vi kommer perfekt ned, og ender ikke ud over den 2 m lodrette klippekant ned i Atlanterhavet. Lufthavnspersonalet nyder den varme aprilsol udenfor den lille bygning, og vi bliver varmt modtaget og tilbudt kørsel til den største by på øen Kilronan. 
    Det oprindelige liv kan stadig opleves på øen – ikke mindst den ro, styrke og melankolske glæde, som er en betingelse, når man er underlagt naturens luner ved at bosætte sig på nogle stormombruste klipper i Atlanterhavet. Vi ser de spinkle skindklædte både – currachs, som øboerne sejlede gennem de enorme bølger på Atlanterhavet for at fange hvaler og hajer for udvinding af olie til at give lys. En imponerende, modig og livsfarlig bedrift for at skaffe det daglige brød. 
    Overalt på øen mærker vi naturens indflydelse på mennesket - for her er mennesket totalt underlagt naturen. Gennem generationer har øens beboere hentet tang og sand i havkanten og lagt på den golde limstensslette, og efter århundreder er der opstået små grønne jordlodder, som kan brødføde lidt får og kvæg. Forestil dig at starte et projekt, som først bliver givtigt for dine børnebørns børnebørn… Den tro på fremtiden med forbindelse til tidligere og kommende generationer har de fleste af os vist mistet i vores begær efter materiel rigdom.
    Øen er gennemskåret på kryds og tværs af 7.800 km stendiger, som møjsommeligt er samlet sammen og stablet af øboerne lige siden de første mennesker bosatte sig her for 6000 år siden. Naturen og tiden føles uendelig her på InisMór.
    Beboerne på Aran-øerne er som deres natur: hårdføre, kantede og furet af det hårde vejrlig - som de uendelige rækker af sten, som modstår naturens luner uden et suk. Og samtidig sprudlende og givende som havet omkring dem. Naturens egenskaber, rytme og temperament er helt optaget i øboernes dna.

    Grundfæstet i naturen
    Selvom Irland blev kristent allerede i 400-tallet, så har den irske kristendom bevaret mange reminiscenser fra den før-kristne, keltiske tro – selv op til i dag. Før kristendommen var den irske mytologi fyldt med naturguder, og irerne anså kilder, træer og klipper for at være besjælet af et spirituelt element. Denne animisme findes stadig i Irland, hvor jeg stadig finder hellige træer fyldt med tøjstykker og små offergaver eller hellige kilder og sten, hvor der ofres blomster. 
    De fleste irere har heldigvis bevaret denne tætte relation til naturen, og jeg møder den i deres musik, digte og i den almindelige snak på pubben. Naturen spiller en stor rolle i deres liv, og de værdsætter naturen på en helt anden og mere spirituel måde end de fleste andre mere materielt tænkende folk. Irerne elsker at tage ud i naturen. Og jeg får altid gode historier om vandreture i bjergene, kæmpelaksen i floden eller solnedgangen over havet – så uendelig jordnært sammen med tidsløse myter om naturens magi. 
    Når vi flyver hen over landskabet, som udfolder sig i alle farver og former, og jeg ser skønheden i det vekslende landskab, så forstår jeg bedre irernes enestående kreative åre indenfor musik, litteratur, digte og teater. Den forbinder dem med en årtusindgammel tradition, som har sin rod i naturen. 
    Både i den tidsløse musik af f.eks. Van Morrison, U2 og Enya, litterære Nobelprisvindere som Yeats og Seamus Heaney, men også hos den lokale seanachaí – historiefortæller - og de helt almindelige irere, der spiller, synger og danser på den lokale pub. Vi oplever det hver aften, når vi er landet, og bliver gæstfrit modtaget af de nysgerrige lokale over en pint of Guinness. Og så bliver der fortalt ældgamle historier og sunget melankolske sange, før de bryder ud i smittende glæde. Livet her er på mange måder så simpelt og smukt som landskabet.

    Tír na nÓg findes ved Skellig Islands
    Efter ophold i Galway tager vi den smukkeste kyststrækning i verden forbi Cliffs of Moher, Dingle-halvøen, Kerry og ud til de enestående øer Skellig Islands langt ude i Atlanterhavet og slutter i Waterford efter en tur langs den blide sydkyst i Irland.
    Højdepunktet må være at flyve over Skellig Islands. Langt ude i Atlanterhavet ligger to klippespidser, som rejser sig lodret op fra det turkisblå hav. Min første tanke er, at her kan der umuligt leve menne-sker, men allerede fra 500-tallet bosatte eremitmunke sig på den største af klippespidserne Skellig Michael. Over 600 stentrin fører fra en lille vig stort set lodret op i himlen på toppen af klippen. Her boede de i små primitive stenkuber – beehives – og levede af regnvand, fisk og havfugle. Fuldstændig underlagt naturens luner eller - i deres optik - Guds vilje. I den ældgamle irske mytologi lå dødriget langt ude i havet vest for Irland, og irerne kalder det stadig poetisk for Tír na nÓg, som betyder landet med evig ungdom og skønhed. Når jeg ser Skellig Islands fra luften, så er det næsten en spirituel oplevelse at se Tír na nÓg. Og på en eller anden måde var det vel også det, som munkene søgte, da de kom herud.
    Den mindre klippe Little Skellig er et fuglefjeld med en rigdom af smukke havfugle, der svæver graciøst og ubesværet rundt om klippespidsen i en evig cyklus. Det er som klippen er en levende organisme, hvor de smukke havfugle sørger for et livgivende åndedræt – ind og ud i en bølgende bevægelse, der aldrig stopper. Og sådan har det været gennem årtusinder, og tiden bliver pludselig en mærkelig størrelse at tænke på.
    I vores lille fly føler vi os som en af de millioner af havfugle, der kredser rundt om klippespidsen – mærker blæsten, havet og sanser de uendelig mange nuancer af blå. Vi er eet med naturen, og ord kan ikke forklare skønheden eller den spirituelle oplevelse. Der er en magisk forbindelse mellem havet, klipperne, fuglene og os, som ikke kan forklares, men som jeg fornemmer meget klart, mens vi cirkler et par gange rundt om de to magiske klipper. Langt ude i det frådende Atlanterhav… 
    Selvom fotos er døde vil de forhåbentlig alligevel kunne give et sug i maven, når vi ser dem bagefter.

    Farvepaletten langs sydkysten
    Under os veksler landskabet, kysten og havet mellem tillægsord, der spænder fra mildt, frodigt og smukt til vildt, frådende og barskt. Og hele natursceneriet ligger som en utrolig farvepalette fra de hvideste sandstrande over det turkisblå hav og neongrønne græsbakker isprængt gule rapsmarker til gråsorte klipper, der tårner sig ubønhørligt op over vores lille maskine i den dybblå himmel.
    I Waterford slutter vores flyvetur langs den irske kystlinje. Byen er grundlagt af danske og norske vikinger i 914, og man forstår godt, hvorfor så mange af vikingerne blev i Irland. De byggede byer og handelspladser og assimilerede sig så fint med lokalbefolkningen, at irerne er stolte af deres fortid med vikingerne. Selvom irerne fik mange nye påvirkninger fra vikingerne, så bevarede de deres keltiske særpræg og egenart. Den ligger så dybt begravet i deres jord og i deres landskab, at den er blevet en del af deres dna.

    Irerne gør noget magisk ved een…
    Ofte får man et bedre billede og en større forståelse ved at komme lidt på afstand. Under vores flyvetur rundt langs Irlands smukke kyst har jeg i bogstaveligste forstand fået et helikoptersyn på Irland. 
    Nu ser jeg, hvordan mennesket afspejler landskabet og omvendt. Det gælder naturligvis for alle lande og nationaliteter, men Irland er bare lidt smukkere, mere fascinerende og varieret end de andre lande - synes jeg.
    Og ligesom irerne, så er landskabet så meget smukkere i solskin, og vi har været heldige med strålende sol i alle dagene i Irland. Så er naturen som et 360 graders panorama, der folder sig ud for fødderne af os. I bør unde jer selv den oplevelse, - og hvis det ikke lige kan lade sig gøre i et lille fly, så tag på en rejse derover.
    Om jeg har forstået den irske folkesjæl ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har fået en flig af den med i hjertet. Jeg kan ikke undgå at blive berørt på en utrolig fascinerende måde af Irland og irerne, når jeg rejser rundt på den grønne ø. Det gør noget magisk ved een. Jeg føler mig simpelthen opfyldt – af glæde, af historien, af at høre til – og at være en del af noget uendeligt stort.
    Og det understreger blot den udefinerbare følelse af, at det irske landskab er mytisk, spirituelt og magisk. Udenfor tid og sted – men dog nærværende og lige i hjertet! Ligesom irerne….

     

     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – juni 2014

    .

    Pilot Claus Kvist laver de sidste check på den lille maskine, før vi tager på ekspedition rundt langs den irske kystlinje med den lokale fotograf Liam Carroll.

    Kystlinjen langs co. Clare og Kerry hører til de smukkeste i verden – med rette. 
    Det irske landskab er mytisk, spirituelt og magisk. Udenfor tid og sted – men dog nærværende og lige i hjertet!  Ligesom irerne...
     
    De fantastiske Skellig Islands, hvor eremitmunke boede sammen med millioner af havfugle – og et overskud af tid til bøn 

    "Stairway to heaven" på Skellig Island
    Munkene boede i bogstaveligste forstand på toppen af jorden
    Atlanterhavet har de smukkeste farver på Irlands vestkyst
    Der er en magisk forbindelse mellem havet, klipperne, fuglene og os… 
    En kunstmaler kunne ikke have sat farverne mere perfekt og alligevel mere overraskende sammen…
     
     
    Gamle borgruiner fletter sig ind i landskabet på smukkeste vis.
    Irlands vestkyst forandrer sig for hvert minut - fra det vilde, frådende til det bløde, stille...

    Irland er et orgie i farver. Selv deres huse elsker irerne at male i alle regnbuens farver – selv pink, blå og lilla.

    Havet, klipperne og de grønne marker har formet irerne
    Den Grønne Ø er så meget mere... - simpelthen en fryd for øjet
    Landing i Kilkenny Airport efter at have oplevet denne smukke natur på kun 2 timers flyvning. 
  • Gå til top